10:1

Jeg er øm i hele kroppen efter træning. Men det er dejligt. Jeg vil kun skrive kort, jeg glemte jo noget i min beskrivelse af Tankens Magt. Vel er det begrænset hvad jeg kan mene om den før jeg har læst den, men ét springer i øjnene: Af de 57 der har været med til at skrive værket er kun fem af dem kvinder. Det giver knap 9% kvinder eller én kvinde for hver ti mænd.

Hvad kan man mene om det, andet end at det er sgu for dårligt! Det trækker virkelig meget ned allerede inden læsningen er begyndt.

Ved et værk som dette er der to sider. Dels alle de fakta som værket er spækket med, dels den måde de udvælges og præsenteres på. Da dette ikke er den første indføring i idéhistorien Danmark har set, må der naturligt nok være en del opmærksomhed om netop måden det denne gang er gjort på. Værkets opbygning har jeg omtalt. Imidlertid kan også valget af forfattere have en vis betydning. Her har man altså valgt at være ultra-traditionalistisk valgt mænd til langt størsteparten af kapitlerne. Det er synd, der kunne man ellers for alvor have markeret sig med noget nyt.

Vestens mænd har tænkt

Jeg har selvfølgelig fået anskaffet mig det indbindingslækre værk "Tankens Magt - vestens idéhistorie". Det ser smukt og bordeauxrødt ud i reolen, og så er det faktisk et ret så interessant projekt. Det har jo ellers været anset for lidt suspekt og i hvert fald upraktisk hvis et filosofihistorisk værk havde for mange forfattere. hvis flere forfattere arbejder sammen, har de så det nødvendige overblik? mener de det samme når de bruger samme ord? Man har traditionelt set op til supermændene med det titaniske overblik, folk som Frederick Copleston, der kunne skrive en 9 binds filosofihistorie plus det løse. Eller Karsten Friis Johansenl, der favner hele Antikken i sin tykke, Karryfarvede bog herom. Og de er Herbert Spencer, Will Durant, Egon Friedell og jeg skal komme efter dig.

Og er der ikke allerede rigeligt? Så mange i hvert fald, at man mente sig berettiget til et provokerende nybrud.

En oplagt indvending mod et værk som dette er, at der ikke bliver plads til det store overblik i et værk, som har splittet den vestlige idéhistorie op i emner og tidsperioder, så der bliver 63 kapitler i alt. Hvert kapitel er skrevet af en specialist på feltet, så kvaliteten er sikret. Alligevel er jeg spændt på hvordan værket vil være at læse.

Det er sjovt nok ganske moderne, det man har gjort. Man har benyttet sig af moderne arbejdsdeling. Princippet, der revolutionerede vareproduktionen endnu før maskinerne gjorde det, var enkelt: en kompliceret proces splittes op i små enkle dele. Dermed kan den udføres af et antal ufaglærte, der blot skal have en kort instruktion. Jeg er fræk, når jeg sammenligner dette projekt med en flok ufaglærte der slår søm i et bræt. Pointen er, at man kan fremstille noget mere effektivt hvis man er mange om det, men at noget samtidig går tabt. Lad hele historien om arbejderes fremmedgørelse fra sit produkt ligge, hvad filosofihistorien angår, så bliver den specialiseret, men formodentlig knap så sammenhængende. Og specialisering, det er jo tidens løsen, så bogen her skal nok falde i god jord.

Jeg håber den også er lidt ægte idéhistorisk.

Alt om min bror

Undskyld overskriften, det er en parafrase over titlen på en film af Almodovár. Men min bror, Thomas, har også en blog. Se den lige her: www.ratio.dk. Bemærk at han så skamløst har hamstret domænet ratio.dk, blot for at fylde det med irrationelt gøgl. Men lad det ligge, og kig ind.

Og kig også ind på "the latest invention", domænet ijk.dk. Thomas påstår at "Alle der kender mig (dvs. ham, red.) ved at jeg taler om Pascal, mens andre sikkert ikke er så heldigt stillede." Blandt dem, som ikke er så heldigt stillede er f.eks. hans familie, men vi kender vel heller ikke hans pascal-side.

Jeg synes selv ijk minder mest om endelsen på et hollandsk navn.

hmmm...

Dage uden fitness er trælse. Nå ja, på et tidspunkt finder jeg vel noget andet at gå op i, men fitness er faktisk herligt som strukturerende projekt. Man står op, spiser morgenmad uden sukker, men med masser af kulhydrater. Jeg plejer at spise mandler, rosiner og tørrede abrikoser mixet med en masse havregryn. Det er mums, og faktisk lige så lækkert som alt det andet man fylder i hovedet om morgenen og betaler for i dyre domme selv om det er møgusundt. Nå, men så skal der lige gå to timer før det falder nogenlunde på plads. Og så kan man træne. Efter træningen lidt hurtige proteiner i en shake, en banan, og så kan man begynde at tænke på næste måltid. som igen skal indeholde en del proteiner, men også alt muligt andet. Det tager tid at købe, og sådan kan man bruge sin tid effektivt og meningsfyldt.

Min sjæl hvad vil du mer.

Nå hvad, lidt sjov skal der også være plads til. Ole har fundet en tysk film som instruerer i hvad man ikke må gøre når man kører gaffeltruck. Staplerfahrer Klaus, hedder den. Hvis jeg kommer tilbage til Lindberg skal jeg så afgjort låne Oles mini-dvd og vise den til Klaus. Andre kan se den her: http://www.youtube.com/watch?v=yssTZad3nKo

Sunes ven Morten havde læst at de nu vil til at dømme Guantanamo-fangerne, men har tænkt sig at fortsætte traditionen med alternative hhv. ikke-eksisterende retsprincipper. Så nu skal løse rygter til at gælde for beviser. Sygt. Helt igennem skammeligt.

Nå, jeg vil vende mig mod min tomat-løg-gulerodssovs og min laks...

Min genfødsel

I forlængelse af min fitness-mani har jeg skaffet mig endnu en kæphest, jeg vil prøve at leve så sundt som muligt. Der er indtil videre kun tale om at jeg går meget op i mad og dens bestanddele, mindre om at jeg faktisk føler mig bedre tilpas. Men det er sjovt, og jeg har opdaget et par fordele:

Den tid jeg før brugte på at finde lækre ting at guffe i mig om aftenen kan jeg nu bruge på at finde lækre sunde ting. Udvælgelseskriteriet for de usunde ting var primært prisen, mens jeg nu kan gå efter varen selv. Det betyder faktisk en langt større nærhed til det jeg køber, mindre fremmedgørelse om man vil. Når man køber slik er man spundet ind i et net af økonomiske hensyn: 1. slik er en luksus, og bør som sådan ikke nydes i overmål. 2. slik koster penge, og man bør ikke bruge for mange penge på luksus. 3. slik er dog nødvendig for at man ikke keder sig.

Økonomi er pr. definition kedeligt, men nødvendigt. Det kan være nogen synes det er sjovt at købe slik, jeg har altid ment det var enormt trættende og tidskrævende. Og når man dertil lægger at slik jo er noget man spiser for ikke at kede smagsløgene, så bliver det hele noget krampagtigt.

Jeg har opdaget at efter jeg begyndte at gå op i den mad jeg spiser, så har jeg simpelthen tabt impulsen til at købe slik. Det falder mig ikke ind længere. Forklaringen er jf. ovenstående analyse, at slikspisen er et resultat af en kedsomhed, som kan afhjælpes på anden vis - f.eks. ved at gå op i mad.

Og det er sjovt. I sidste uge lærte jeg af Villum hvordan man laver en fortrinlig kylling med kikærter og en krydret sovs. Den smager pragtfuldt, og jeg har nu været rundt i diverse grønthandlere og støvet det hele op. Kikærterne gav i øvrigt stof til en sproglig overvejelse. Jeg kopierer det indlæg jeg skrev i dk.kultur.sprog:

"Medens en grydefyld Kylling med kikærter koger sig lækker, har jeg funderet lidt over navnet på disse ærter. Det slog mig at kikærter på både tysk, engelsk og dansk hedder ting der frister til folkeetymologier, nemlig 'Kichererbsen' (fniseærter), 'Chick peas' (kyllingeærter) og 'kikærter' (kikke-ærter).

Lidt research viste at navnet kommer af latin 'cicer arietinum'. Både Kicher-, kik, og chick- er altså blot en udvikling af det latinske ord for 'ært' og betyder ikke noget i sig selv (dog kan Kicher betyde 'ært' på nordtysk).

Vi siger altså alle noget i retning af 'ærtært'. Men det er da lidt sjovt at ordene på alle sprog har antaget så misforståelige former."

Ja, det er sjovt. Der er ikke noget, der ikke kan gøres til en diskussion om sprog. Men kikærterne smager også godt i sig selv.

Januar er træls, men jeg er fit

En god anledning til at begynde at skrive i bloggen igen. Ikke fordi der ikke sker noget, i øvrigt. Jeg har lagt både det ene og det andet om. I mit liv. Nu skal det ikke lyde som et forkølet nytårsforsæt, så jeg vil ile med at tilføje at min vækkelse antrådte allerede i starten af december. Et ord: FITNESS!

Mette, som altid er god for en entusiastisk plan, der skal ændre resten af vores liv, ramte plet her. Hun tog mig i kraven og hev mig med i Fitness dk, viste mig både cafémiljøet og kaffeautomaten, crosstrainerne og fjernsynene. tilbage til dem senere. Man forstår at jeg stadig var skeptisk, fitness-centre er dyre, og binder én for en evighed hvis prisen skal være blot nogenlunde overkommelig. Og selv har jeg været støttemedlem i S.A.T.S sidste år. Det korte af det lange er, at jeg alligevel smed alle økonomiske hensyn over bord og meldte mig ind for et år.

Og her er det vi kommer til crosstrainerne. Enhver træning starter som bekendt med opvarmning. Crosstrainerne er herlige, de varmer hele kroppen op og man kan SE TV. På denne måde fik jeg set mit første TV2 NEWS. Ikke fordi TV er blevet bedre siden jeg droppede det, men det er fint nok mens man laver noget nyttigt, f.eks. varmer op. Opvarmningen kan også bruges til wellness, har jeg opdaget. En dag i legetøjslageret, så er der ikke noget bedre end 15 min. på CT og udstrækning bagefter. Så er man så dejligt mat, og der er ikke noget der sidder og spænder eller gør ondt nogen steder.

Kort sagt. Jeg er helt vild med det. Dertil laver jeg en masse styrketræning. Det har jeg tidligere ment var en anelse proletarisk, det med at gå op i hvordan man ser ud. Men hva, man behøver vel ikke ligne en karklud bare fordi man går op i at tænke.

Jeg vil ud til min kylling med kikærter, som er i kog. Mere om den senere.

Ved profetens skæg (fred være med det)!

Så er der krise igen!

Jo, indrømmet, jeg er først for alvor begyndt at interessere mig for den nye Muhammed-krise efter at den ramte Radikal Ungdom. Nu er den levende, der er dannet poler, modsætninger skriger til himlen, alle mulige ægte følelser er i omløb. Lad mig forklare.

Da DFU lavede deres tegninger var det ikke så meget andet end hvad man kunne forvente. Ingen grund til undren, sådan ved vi jo at DFU er, og de har da lavet grimmere ting før. Den store forargelse havde derfor noget automat-politisk over sig, her var et klokkeklart eksempel på at DFU er racister og idioter, men det var jo blot et eksempel på noget vi mente i forvejen.

Den fælles front var en dum idé. Den havde allerede i sit udgangspunkt lighed med den fælles europæiske front imod Jörg Haider i Østrig. Den truede allerede i sit udgangspunkt med at blive en pinlig sag. Derfor var det egentlig bare forløsningen der kom, da det pludselig blev skreget ud at "Unge radikale tegner også Muhammed."

Forløsningen ligger deri at vi nu kan diskutere sagen i stedet for bare at fordømme. I Radikal Ungdom diskuteres sagen livligt, og alle slags buh-råbere har samlet sig på sidelinien. Modsat alle dem, som pr. automatik forarges over DFU, er der en vis spænding i den forargelse eller skadefryd der rammer RU.

Man kan se spændingen inden for de radikale rækker selv. Man kan se den på at alle de 'voksne' radikale, hvoraf ingen af dem ved noget om sagen, entydigt har fordømt tegningerne. Det er ikke bare håndvask, det er den helt store partivask de har rullet frem. For Det Radikale Venstre er jo blandt andet partiet som behandler minoriteter pænt, og som behandler religioner med respekt.

Imidlertid er det Radikale Venstre så meget andet, bla. huser det en stor del akademikere udstyret med en god del vid. Dertil kommer at det Radikale Venstre er tilhænger af en vidtgående ytringsfrihed. At vi ikke skal pukke på denne frihed, men diskutere den og tematisere den, er hvad vi har lært af den første krise. Og det var, så vidt jeg har hørt, netop hvad man gjorde hin aften ved f.eks. at tegne en stol og sige: "det må man godt", for derefter at skrive 'Muhammed' under og sige: "nu må man ikke".

Fulde eller ej, medlemmer eller ej, jeg synes den leg var fuldt i tråd med alt jeg forstår som radikalt, fordi den tematiserer lige præcis den usynlige linie der går mellem hvad man må tegne/ytre og hvad man ikke må. I en af de første artikler efter den første krises udbrud skrev Martin Krasnik i Weekendavisen et langt forsvar for ytingsfriheden. I artiklen havde han også tegnet en stor smiley. Helt neutral, bare et glad ansigt på ca 3x3 cm. Under det skrev han så: Det er muhammed. Hermed var smileyen blevet politisk sprængfarlig?

Jeg synes det er beskæmmende at se hvordan så mange radikale MF'ere har ignoreret dette spørgsmål helt og holdent, blot for at rense deres parti. På det punkt har DF og DFU faktisk optrådt meget mere modigt. DFU har stået fast på deres ret til at gøre hvad de har gjort, og ikke undskyldt noget.

Hvorfor skulle RU ikke stå fast på dette her? Det er ikke anstændigheden der er på spil, denne gang er det faktisk den, ytringsfriheden. Nu viser det sig at læren af Muhammed-Krisen rent faktisk var, at hvor som helst muhammed bliver tegnet, skal det fordømmes.

Den første Muhammed-Krise rejste en masse spændende debatter og satte gang i rigtig meget. Nu synes denne krise at slå én enkelt konklusion fast.

Det er en stor skam.

Når nyheder forvirrer

Det er en journalistisk skik at begynde en artikel med det vigtigste, for først efterfølgende at samle baggrund og dokumentation op. Den skik stammer fra den tid hvor nyheder blev sendt med telegrafen, som ikke var overmåde stabil. Hvis forbindelsen røg midt i afsendelsen skulle det vigtigste helst være sendt.

Denne metode var dikteret af nødvendighederne, af faren for at selve nyheden måske ikke ville nå frem. Men den nødvendige forholdsregel er nu blevet til en genre, som opretholdes af ren vane. Læser man en længere avisartikel vil det måske falde den skarpsindige læser ind at stoffet kunne være ordnet anderledes. De kortere artikler om politisk fnidder og sådant, bliver helt uforståelige.

Politiken leverer et eksempel i dag. Overskriften er "Løkke får undskyldning af DR – SF undrer sig." Denne overskrift siger ikke ret meget om hvad der virkelig er sket, men sagen taget i betragtning er den vel dækkende nok for en overskrift.

Derefter følger en brødtekst hvor det slås fast at Venstrefløjen kritiserer Lars Løkke for at kritisere DRs dækning af kommunernes slåskamp med regeringen. Og så følger artiklens tekst:

"Ekstra Bladet skriver, at DR har undskyldt dækningen af velfærdsdemonstrationerne, efter at Lars Løkke Rasmussen havde klaget til stationens øverste ledelse."

Nu er læseren så interesseret i hvad det egentlig er Lars Løkke har klaget over. Man kan ikke for alvor forholde sig til nyheden uden at vide hvad det egentlig er, Løkke har skrevet. Men eftersom vi taler om netnyheder, som opdateres løbende, hører en sådan oplysning, hvor vigtig den end måtte være, ikke til nyheden selv, den er baggrund, og altså skubbet bagud i artiklen. Det nye som også overskriften antyder, er at SF nu klager over Løkkes klage, og derfor får vi efter den minimale indledning et langt surt opstød fra Villy Søvndal. Efterfølgende slår Enhedslistens repræsentant fast at det er "som i Rusland" når Løkke vil påvirke nyhedsdækningen.

Vi nyankomne ved stadig ikke hvad Lars Løkke har kritiseret DR for. Det fremstår som en rendyrket fnidder-fnadder-sag, hvor pressen som vant, interesserer sig mere for politikernes holdninger til hinanden end deres holdninger til en given sag. Den læser der virkelig er interesseret i sagen er på dette punkt meget frustreret.

Jeg er i hvert fald, for jeg synes emnet er vigtigt. Jeg finder det interessant hvordan begrebet om Public Service og det at vi har en statslig tvstation kan muliggøre at man i ramme alvor diskuterer en tvstations dækning politisk. Det er ikke det, at Lars Løkke har en mening om DRs dækning der er sært, men det at han mener at kunne forlange noget bestemt.

Artiklen handler imidlertid overhovedet ikke om dette, men kun om hvordan politikerne råber ad hinanden. Sidst får artiklen den vigtige baggrundsinformation med, men på en sært minimalistisk måde der levner meget lidt plads til selve problemet og meget plads til diskussionen derom. Løkke erklærer at han er "træt af DRs kampagnejournalistik", et unødvendigt citat som kun har den funktion at udskyde sagen endnu mere. Så følger en kort redegørelse: i en udgangsreplik efter et indslag om kommunernes økonomi har TV-Avisen slået fast at København er blandt de kommuner der har en god økonomi.

Var det det, hele artiklen handlede om? Tja, næste – lange – afsnit handler om hvordan Libeth Knudsen har indrømmet at ”der er noget at komme efter” og at hun vil påtale det overfor rette vedkommende. Hvad er der at komme efter? Jeg ved end ikke rigtig hvad klagen gik på. Mener Lars Løkke at København ikke har en god økonomi? Mener han at DR fører en kampagne for at få København til at se økonomisk stærk ud?

Herefter slår artiklen fast at "…allerede den 12. september tog Lars Løkke Rasmussen kontakt til DR efter et indslag i TV-avisen, hvor studieværten fortæller seerne, at mange kommuner i de kommende år tilsammen skal spare mange milliarder. Det passer ikke, mener Lars Løkke Rasmussen."

Nå! Og hvad så? Hvad passer så, efter Lars Løkkes vurdering? Igen handler artiklen kun om Lars Løkkes umiddelbare meninger, og giver ingen form for baggrund. Anden end en mystificerende kommentar fra Lisbeth Knudsen om at hun aldrig har hørt om den henvendelse. Fnidder, fnidder og ingen fakta er resultatet. Den læser, der ønsker at vide noget om sagen, sidder frustreret tilbage.

Det er den ovennævnte nyhedsgenre når den er værst, dvs. når formen slører indholdet eller forhindrer at man overhovedet kan bringe noget indhold. Tilbage bliver kun en bid af al den selvhøjtidelige, men i bund og grund ligegyldige, personfikserede knævren, som desværre foregår på på Christiansborg i stor stil.

For lidt baggrund, til denne artikel, se her

DSBfrisk

Jeg havde engang en ven hvis kaffemaskine kunne bruges som timeglas. Vi satte vand over til kaffe, gik en lang, lang tur og en time efter var kaffen færdig. I tilbageblik burde vi nok have prøvet at afkalke maskinen, men dengang tog vi det blot for en særhed af den slags kaffemaskiner har så mange.

Det er hen ved ti år siden nu, men jeg sloges nyligen af den tanke at den kaffe der kommer ud af en sådan bryggeproces er temmelig unik. Både friskbrygget og en time gammel. Det gør jo naturligvis at ordet ’friskbrygget’ skal tages med både sukker og fløde, men ikke desto mindre findes der ét sted i landet hvor kaffen er akkurat lige så friskbrygget som hin kaffemaskines dengang; DSB.

De fleste kan togstewardessens smøre udenad og vil vide, at hun altid tilbyder "frisklavet kaffe og te". En kvalitetsbevidst læser af Ud&Se spurgte en gang hvad man laver kaffe af, når man ikke må drikke vandet i hanerne. Det beroligende svar var, at kaffen oftest laves før første afgang, og kun i særtilfælde af det udrikkelige vand - som så gøres drikkeligt ved en opvarmning til 93 grader.

Lad os nu holde fokus på det sproglige: Først og fremmest fremgår det af DSBs beroligende svar, at den kaffe som togstewardessen kalder "frisklavet" er frisk lige nøjagtig når toget ruller ud fra første station, f.eks. Københavns Hovedbanegård. Køber man en kop kaffe lige efter ankomst får man altså hvad man betaler sine 16,50 for; en frisk kop kaffe. Jeg skal ikke kunne sige hvordan den smager, men en kaffenydende bekendt af mig har prøvet den, og hævder at den kan drikkes, ja at den endda smager næsten som en kop almindelig køkkenkaffe. Så langt, så godt (!) Hvad hvis nu min bekendte var stået på toget i Horsens. Så havde kaffen stadig været "frisklavet" efter DSBs standarder, thi togstewardessen siger det samme hver gang. Det havde blot ikke ændret på at kaffen havde været 2½ time gammel, så’n i normal mennesketid. Frisk? Ja ifølge DSB!

Lad os så antage at toget havde været fyldt af kaffetørstige og relativt ukritiske rejsende, som havde drukket al den for-bryggede kaffe op. Så ville togstewardessen være nødt til at brygge nyt kaffe – fra togets vandtanke, hvis vand ikke må drikkes. Med en opvarmning til over 93 grader sikrer man at vandet ikke er direkte skadeligt, og det kommer jo alligevel til at smage af kaffe, så hvordan vandet i sig selv smager, det gør vel ingen forskel…

Kære læser, det er ment som en beroligelse: der er ikke noget at være bange for, DSBs kaffe til 16,50 gør dig ikke syg, så betal roligt 16,50 for den. Du vil næsten ikke kunne smage at den er brygget af lunkent reservevand, som egentlig ikke må drikkes.

Fokus nu. Jeg vil slet ikke snakke om den horrible disrespekt DSB viser over for kaffen, jeg vil slet ikke rive dem i næsen at deres organ, Ud&Se i månedsvis har haft en udmærket serie om kaffen opsamlet og udgivet i bogen "Til bords med verdenslitteraturen", alt imens man i togene serverer noget udrikkeligt sjask til en helt igennem uanstændig pris, det vil jeg overhovedet ikke komme ind på. Mit ærinde er rent sprogligt. For er det ikke interessant at den kaffe som er friskbrygget i København stadig er det i Horsens? At kaffens friskbryggethed tilsyneladende ikke har noget at gøre med hvornår den er brygget! Man fristes til at foreslå indførslen af betegnelsen dsbfrisk, som betegnelse for kaffe brygget inden for de sidste 3-4 timer.

Hvad angår reservevandtankskaffen så kan den meget vel være frisk brygget, men det er på vand, der har stået og skvulpet lunkent i en reservetank; som altså er alt andet end frisk. Dsbfrisk, kan altså også betegne kaffe brygget på dårligt vand.

Jeg fristes til også at foreslå indførslen af ordet dsbpris, betegnende en horribel overpris for en kaffe der i bedste fald smager acceptabelt og for det meste dårligt og hvis kvalitet kun lige er høj nok til at man ikke bliver syg af den. Men det ville være et sidespor.